Sociale forhold vurderes først
Ministeriet beskriver en rækkefølge, hvor en social vurdering går forud for den lægelige vurdering. Socialrådgivere undersøger personens forhold og behov i hjemmet og det sociale miljø; den lægelige sagkyndige ser derefter på helbred og funktionelle følger. Den færdige vurdering anvendes til sociale tjenester, handicaprelaterede økonomiske tilskud og den sociale økonomi. Reformen skal mindske uensartede vurderinger og koordinere processer, som tidligere fungerede hver for sig. Den ændrer måden, behov fastslås på, mens den enkelte ydelse eller tjeneste stadig er underlagt sine egne krav. [1][2]
Hvad ansøgere bliver bedt om at forklare
Ministeriets praktiske vejledning siger, at en integreret vurdering søges gennem det arbejds- og socialkontor, der er ansvarligt for ansøgerens faste bopæl. Den omfatter et selvevalueringsskema, som skal bringe personens egen forståelse af situationen ind i processen. Vurderingen gennemføres uden hensyn til indkomst eller formue. Vejledningen anbefaler, at hjemmebesøg aftales med ansøgerne på forhånd. Oplysningerne er vigtige, fordi en vurdering ellers kan blive en beskrivelse af lægelige diagnoser uden tilstrækkelig viden om daglige aktiviteter, barrierer eller den støtte, personen faktisk bruger. [2]
De første tal kom fra ministeriet
Den 4. november 2025 oplyste ministeriet, at kontorerne havde udstedt 1.635 integrerede vurderinger og gennemført 6.800 hjemmebesøg i de første to måneder. Det omtalte også 547 ansøgninger modtaget i den første uge af september. Tallene beskriver administrationens tidlige rapport om indførelsen, ikke en uafhængig vurdering af ansøgernes oplevelser. Arbejdsminister Erik Tomáš sagde, at reformen opfyldte målet om at fungere effektivt for borgerne. At udstede en vurdering er imidlertid et andet skridt end at levere den støtte, den peger på. [3][1]
Senere vejledning præciserer processen
Ministeriets opdaterede spørgsmål og svar beskriver en yderligere ændring fra den 1. januar 2026: En klinisk psykologisk erklæring er ikke længere et obligatorisk bilag til ansøgningen. Vejledningen skelner også mellem en vurdering og en særskilt ansøgning om økonomisk støtte. Forskellen er særligt relevant for mennesker, der søger tilskud til personlig assistance eller omsorg. En fælles vurdering kan reducere gentagne undersøgelser af behov, men ansøgerne møder stadig særskilte afgørelser og ordninger for tjenester. Reformens konkrete bidrag er en fælles vurderingsvej; den garanterer ikke i sig selv alle tjenester, der anbefales til den enkelte. [2]