© Österreichischer Behindertenrat
Et program på tværs af myndigheder
Planen samlede 375 tiltag i otte kapitler med områder som tilgængelighed, uddannelse, beskæftigelse og et selvstændigt liv. Ministeriet beskriver næsten 300 politiske mål og cirka 150 indikatorer. Tallene viser programmets omfang og struktur for opfølgning. De tæller ikke gennemførte forbedringer. Ved at samle tiltag og mål giver dokumentet mulighed for at identificere, hvilken del af myndighedssystemet der forventes at handle, og sammenligne senere gennemførelsesrapporter med de oprindelige forpligtelser. [1][2]
Sådan skulle pengene komme
Finansieringskapitlet følger princippet om, at de enkelte ministerier finansierer tiltag inden for deres respektive ansvarsområder og de føderale budgetrammer. Delstaterne har ansvar for at finansiere tiltag inden for deres egne områder. Dokumentet registrerer også krav om sikret finansiering, herunder en mulig inklusionsfond. At kravet blev registreret, oprettede ikke en sådan fond. For et program, der går på tværs af uddannelse, boliger og støttetilbud, er forskellen vigtig: Et aftalt mål kræver stadig et identificerbart budget og en myndighed, der kan gennemføre det. [2]
Handicaprepræsentanter gør indsigelse
I sit svar på vedtagelsesdagen oplyste Behindertenrat, at organisationen havde deltaget i udviklingen af planen, men at for få af dens forslag var blevet inkluderet. Klaus Widl, som dengang var midlertidig formand, kritiserede utilstrækkelig budgetmæssig opbakning og manglende koordineret handling fra delstaterne. Organisationen pegede på mangler inden for uddannelse, beskæftigelse, tilgængelighed, afvikling af institutionsanbringelse og personlig assistance på tværs af hverdagslivet. Det var organisationens vurderinger af det vedtagne program, ikke målinger af dets senere resultater. [3]
Hvad der gør planen efterprøvbar
Ministeriet beskriver en løbende videnskabelig evaluering fra 2024 og har offentliggjort en første gennemførelsesrapport for perioden fra vedtagelsen til udgangen af 2023. Rapportering skaber en offentlig dokumentation, som løfterne frem mod 2030 kan vurderes ud fra. Den oprindelige uenighed giver også en praktisk målestok: om et opført tiltag har finansiering, om føderale og delstatslige ansvarsområder hænger sammen, og om mennesker med handicap oplever en ændring. Vedtagelsen i 2022 var begyndelsen på denne gennemførelsesproces, ikke dokumentation for, at målene allerede var nået. [1][2][3]