Hverdagens valg afhænger af støtte
»Personlig assistance gør mennesker synlige,« sagde Christoph Dirnbacher ifølge BIZEPS’ referat af diskussionen. Hanna Kamrat forklarede, at hun uden assistance ville være nødt til at bo på et botilbud. Werner Rosenberger fortalte, at assistancen gør både hans lønnede arbejde og frivillige indsats mulig. Deres erfaringer knyttede finansieringsdebatten til beslutninger om, hvor man bor, og hvordan man bruger sin dag.
Et system opdelt mellem arbejde og privatliv
Arrangørens udtalelse fremhævede ansvarsfordelingen mellem forbundsstaten og delstaterne. Deltagerne ønskede lettere overgange mellem assistance på arbejdet og støtte i privatlivet, så finansieringen kan passe til menneskers dagligdag. De efterlyste også større anerkendelse af assistentfaget og undervisning til dem, der selv leder deres assistance. [1]
Adgang for mennesker, der i dag er udelukket
Selma Sprajcer krævede tilstrækkelig finansiering, rimelig løn og assistance til mennesker med intellektuelle og psykosociale handicap. Marlies Neumüller fremhævede, at mennesker med handicap selv skal vælge, hvor og hvordan de lever. Diskussionen samlede assistancemodtagere, udbydere og politiske beslutningstagere om forandringer, som endnu ikke er gennemført. [2]