En strid om en praktisk ydelse
So var blevet registreret som medforsikret i februar 2020. NHIS ophævede senere registreringen, kaldte den en fejl og krævede, at han betalte bidrag i en anden forsikringskategori. Parret havde holdt en bryllupsceremoni i 2019. Den administrative tvist handlede derfor om en konkret følge af forskelsbehandlingen af deres forhold: om den ene partner kunne få dækning som medforsikret gennem den anden. Amnesty Internationals beskrivelse angiver et indledende nederlag ved retten i januar 2022, efterfulgt af en vundet appel ved High Court i februar 2023. [2][1]
Lighed gælder også administrativ praksis
Højesterets offentliggjorte sammendrag forklarer, at forfatningens lighedsprincip gælder både etableret administrativ praksis og formelle regler. Retten fandt den omstridte NHIS-handling ulovlig og henviste både til procedurekrav og lighed. Det har betydning, når en myndighed allerede giver en ydelse til nogle par uden et juridisk registreret ægteskab. Striden handlede om begrundelsen for at udelukke et sammenligneligt forhold mellem personer af samme køn fra denne praksis. Dommen vedrørte status som medforsikret i sygeforsikringen; den indførte ikke i sig selv ægteskab mellem personer af samme køn og afgjorde ikke alle familieretlige områder. [1][3]
Rettighedsorganisationer argumenterede for ligebehandling
Før afgørelsen indgav Human Rights Watch et amicus-indlæg, offentliggjort den 17. maj 2024. Organisationen argumenterede for, at ulige adgang til ydelser for medforsikrede krænkede menneskerettighedsgarantier og stillede partnere af samme køn mere usikkert. Amnesty International indgav også et indlæg i februar 2024 om lighed og sociale ydelser. Disse bidrag gav retten argumenter fra andre end sagens parter. De bredere synspunkter om anerkendelse af partnerskaber skal læses som organisationernes holdninger ved siden af det snævrere juridiske spørgsmål, som dommerne afgjorde.
Afgørelsen udløste krav om bredere reform
I sin reaktion på dommens dag hilste Amnesty-researcher Boram Jang resultatet velkommen og efterlyste lige adgang til ægteskab og en samlet antidiskriminationslov. Reaktionen placerede forsikringssejren i en bredere kampagne for anerkendelse og beskyttelse. Den fremhævede også de års retssager, der var nødvendige for at opnå en ydelse, som andre par havde adgang til. Den daterede afgørelse fastlagde en vigtig grænse for diskriminerende forsikringsadministration. Spørgsmål om ægteskab, arv eller andre familierettigheder lå fortsat uden for dommen og kan ikke betragtes som automatisk løst af den. [2][1]