Den nye ordning rækker ud over retssagerne
Cabinet Offices hvidbog fra 2025 forklarer, at erstatning er tilgængelig for berettigede personer, som ikke anlagde retssag. Den angiver 15 millioner JPY til personer, der blev udsat for eugeniske indgreb, og 5 millioner JPY til berettigede ægtefæller. Loven indeholder også andre kategorier af engangsbeløb. Parlamentet vedtog lovgivningen enstemmigt den 8. oktober 2024, og den blev stadfæstet den 17. oktober. Ikrafttrædelsen i januar åbnede dermed en administrativ vej ud over de retssager, som var med til at fastslå statens ansvar. [2][1]
At nå ofrene blev en umiddelbar opgave
Handicaprettighedsorganisationen DPI Japan opfordrede nationale myndigheder og præfekturmyndigheder til at identificere og nå de berørte gennem offentlig information, lokale informationskanaler og rådgivningssteder. Organisationen sagde også, at handicaporganisationer og centre for et selvstændigt liv skulle behandle henvendelser omhyggeligt og forbinde mennesker med de relevante offentlige tjenester. Kommentaren understregede undersøgelse af tilgængelige arkiver med beskyttelse af personoplysninger. Fokusset anerkender et praktisk problem ved erstatningsordninger: En juridisk rettighed sikrer ikke, at en berettiget person kender den eller kan udfylde en ansøgning. [3]
Information og ansøgningsstøtte er en del af adgangen
Children and Families Agencys særlige hjemmeside tilbyder forklarende materiale i flere formater, herunder en enklere version, punktskriftsfiler og videoer med tegnsprog og undertekster. Den beskriver også gratis støtte fra advokater til personer, der ønsker hjælp med et krav. Det er konkrete dele af adgangsordningerne, ikke dokumentation for, at alle berørte har modtaget erstatning. Cabinet Office oplyser, at premierminister Shigeru Ishiba mødte sagsøgere på ikrafttrædelsesdagen og sagde, at regeringen ville arbejde for at få den nye erstatning frem til ofrene. [1][2]
Rettighedsorganisationer vil også undersøge historien
DPI Japan argumenterede for, at erstatning skulle ledsages af en undersøgelse af, hvorfor den tidligere lov bestod, og hvordan eugenisk tankegang påvirkede handicappolitikken. Ifølge Cabinet Office indeholder den nye lovgivning bestemmelser om undersøgelse og overvejelse af tiltag, der skal forhindre gentagelse. Det forbinder individuel oprejsning med offentligt ansvar for diskrimination. Betaling kan ikke genskabe de valg, ofrene blev frataget, men loven anerkender ansvar og giver en vej til erstatning. Organisationens krav om undersøgelse fastholder også de berørtes erfaringer og rettigheder i diskussionen om fremtidig handicappolitik. [3][2]